Klubnyheder

Midsummer Viking Challenge - 22-23. juni

20. juni 2019, 09.45

AMAGER STRANDPARK: Med 150 deltagere på 32 hold på tre til fem personer er ’Midsummer Viking Challenge’ årets største SUP-event i Danmark, og deltagerne skal på skift padle de knap fem kilometer rundt om Amager Strandpark i et helt døgn – fra lørdag klokken 14.00 og 24 timer frem.

Publikum kan komme helt tæt på, for arrangørerne har bygget en scene i kanalen ved Kajakhotellet, som padlerne skal igennem.

Udfordrende nat

Det er den fire-dobbelte verdensmester Casper Steinfath, der står bag eventet, der bliver afviklet for første gang.

»Jeg håber, at mange vil komme forbi og være en del af festen.

Det bliver et helt vildt syn at se de 150 padlere på fire-fem meter lange boards padle af sted på én gang lørdag eftermiddag. De kommer til at fylde hele kanalen. De fleste kan uden problemer padle fem kilometer. Men når de skal padle turen fem-seks gange på et døgn og nogle af turene midt om natten, bliver det en stor udfordring,« forklarer han.

Amager Øst Lokaludvalg støttet med 25.000 kroner for at hjælpe arrangørerne med at gøre arrangementet interessant for de lokale beboere på Amager, der ikke har taget SUP-sporten til sig.

Derfor er der planlagt masser af gratis aktiviteter på pladsen i forbindelse med 24 timers-løbet.

Plantepølse og plastik

City Lift har sat en 18 meter høj lift op, så publikum kan se stranden fra oven. Derudover kan man hoppe på et Stand Up Padle-board, smage en plantepølse og opleve surferstemning ved Kajakhotellet med åben grill, gratis koncert med Delahoia og god stemning.

Aften og nat bliver helt magisk, lover Jørgen Schubert fra Kajakhotellet:

»Vi har skelet lidt over mod lufthavnen og forsøger at lave en oplyst landingsbane for padlerne i kanalen med lys over, på og under vandet.«

Ud over affaldssortering og nedbrydeligt engangsservice, har folkene bag Midsummer Viking Challenge været på jagt efter sjove brugsgenstande, der er produceret af genbrugsplast: For eksempel kan man sidde ved et picnicbord, der er produceret af brugte fisketrawl.

De 32 hold donerer hver et beløb per padlet omgang til NGO’en ’Plastic Change’, der arbejder for mindre plastaffald i have og på strande.