Klubnyheder

Millionstøtte til surfsporten

19. december 2019, 11.10

Med fire millioner kroner fra Nordea-fonden vil gazelle-forbundet, Dansk Surf & Rafting Forbund (DSRF), i et nyt projekt skabe attraktive tilbud til vandsportsklubber.

Der skal endnu mere gang i bølgerne i surf- og standup padle (SUP) sporten i Danmark, og med en millionstøtte i ryggen vil det national forbund for SUP og surf sporten, DSRF, få 10.000 danskere på vandet, skabe 40 nye klubber og fordoble antallet af medlemmer i forbundet i løbet af de kommende tre år.

Projektet skal skabe nye tilbud til foreninger, selvorganiserede og uddannelsesinstitutioner, som kan få adgang til en perlerække af aktiviteter og events, rådgivning, uddannelser og udstyr.

Projektchef i Dansk Surf og Rafting Forbund, Michael Lindberg, jubler også over at forbundet nu får endnu bedre mulighed for at få flere danskere på vandet, og hjælpe de eksisterende klubber lokalt.

- Vi glæder os enormt meget til at komme i gang med projektet. Vi kan nu investere i endnu mere udstyr til foreningerne, udvikle og tilbyde nye uddannelser og afvikle spændende aktiviteter for mange danskere. Personligt glæder jeg mig særligt til, at igangsætte et helt nyt ’beachlife’ koncept, som vi har målrettet familier, og som skal forankres i vores lokale foreninger, fortæller Michael Lindberg.

Forbundet ønsker desuden at få en tættere relation til de selvorganiserede udøvere som dyrker sporten på egen hånd, og derfor vil der blive udviklet målrettede tilbud til det selvorganiserede miljø.

Den store interesse for SUP og surf sporten, både nationalt og lokalt, vidner om danskernes øgede interesse for at være aktive i det fri og ikke mindst på vandet. Det bakker Nordea-fonden op, som i disse år har et helt særligt fokus på at få flere danskere ud i det fri sammen.

Projektet bygger oven på en lignende aftale med Nordea-fonden fra 2016-2018, hvor DSRF fik over 13.000 danskere på vandet, satte gang i SUP- og surfaktiviteter i mere end 70 foreninger i hele landet og forankrede 3.500 medlemmer i forbundet.